Tandlægehistorie

Seniorpolitik i 5. kreds

Forhistorien er, at der i mange år havde eksisteret et lokalt tandlægeselskab ”Århus Tandlægeselskab”, men at denne forening desværre efterhånden havde et svindende medlemsfremmøde. På de sidste møder i denne forening drøftede man situationen, men kunne ikke finde nogen løsning på det svindende fremmøde, og var indstillet på at nedlægge foreningen.

Foreningen var i sin tid opstået som følge af omstruktureringer i kredsopbygningen i DTF. Kredsen var blevet meget større, så man ønskede at oprette lokale tandlægeselskaber til sikring af det kollegiale tandlægefællesskab.

I 2003 var Lillian Marcussen formand for 5. kreds

Lillian tog initiativ til et møde med spisning på Sct. Oluf i Mejlgade med en lille kreds af tandlæger for at drøfte muligheden for at oprette et nyt mødested for tandlæger.

Dette møde blev afholdt den 27. februar 2003 kl. 18:30, og er foreningens stiftelsesmøde, i det der var enighed om oprettelsen.

Deltagerne var: Lillian Marcussen, Per Ilsøe, Per Götzsche, Henning Søgaard, Fl. Moss Hansen, Arne Vædele Madsen.

Der blev nedsat en initiativgruppe bestående af Per Götzsche, Henning Søgaard, Fl. Moss Hansen og Arne Vædele Madsen.

Arne Vædele Madsen rejste kort tid efter til København og i stedet indtrådte Ole Pinnerup.

Første medlemsmøde blev afholdt 6. november 2003, hvor formål, vedtægter og navn blev forelagt.

Søren Calmar foreslog navnet Plus 55 med den begrundelse, at foreningens formål primært var at lave et mødeforum for seniorer.

Bestyrelsen i 5. kreds vedtog oplægget og havde herefter en seniorpolitik, der skulle dække alle tandlæger uanset beskæftigelse i privat, kommunal, tandlægeskole eller anden beskæftigelse.

Hensigten var, at fordi man var forhenværende behøvede man ikke at være fraværende.

Man skulle mærke, at man fortsat var en del af det kollegiale fællesskab, som man i en menneskealder havde betalt til og arbejdet for fagligt.

Ved nedlæggelsen af Århus Tandlægeselskab overførte den afgående bestyrelse ved formanden Ulrik Wollf Tandlægeselskabets kapital til Plus 55, og ved udnævnelse af Flemming Moss Hansen til æresmedlem af 5. kreds gav kredsbestyrelsen 5.000 kr. til særlige aktiviteter i Plus 55.

Foreningens kapital er på omkring 21.000 kr.

Økonomisk hører foreningen under 5. kreds`s bestyrelse og arrangementerne betales af 5. kreds. Det er endnu ikke aftalt, hvorledes foreningen skal placeres efter sammenlægningen af 5. Kreds og 9. kreds pr. 2. oktober 2017.

I den knap 15 årige periode, som Plus 55 har eksisteret, er medlemstallet steget til 177 medlemmer.

Enkelte medlemmer kommer helt fra Thisted, Hjørring, Horsens, Middelfart, Silkeborg m.fl. - og alle er velkomne.

Forhåbentlig har mange Midt- og Vestjyske medlemmer i den nye Region Midts Tandlægeforening, som nu har set dagens lys, også lyst til at blive medlemmer i Plus55.

Medlemmerne kontaktes via deres e-mail adresse, og der er på Østjysk Tandlægeforenings hjemmeside www.oetf  (ændres nok snart til Region Midts Tandlægeeforenings hjemmeside) en sektion, hvor Plus 55`s aktiviteter løbende er beskrevet.

  1. Udover afholdelse af egentlige medlemsmøder har Pus 55 med økonomisk støtte fra kredsen fremstillet 3 sanghefter med ca. 100 rene tandlægesange af tandlægehistorisk interesse.
  2. Fremstillet en vejledning om vikararbejde.
  3. Assisteret i formidling af kontakt tandlægevikarer i forbindelse med akut behov for assistance i forbindelse med sygdom.
  4. Støttet arbejdet på Steno med indsamling af historisk tandlægemateriale.

Initiativgruppen består i 2017 af følgende:

Bjarne Simonsen, Birthe-Annette Bindslev, Flemming Pedersen, Lisbeth Dietz, Erik Holm og Jørgen Bindslev

Siden er opdateret 4. oktober 2017

Her bliver den nye rektorkæde overrakt til til Rektor P.A.Knudsen 1961.
Rektorkæden var en gave fra "en kreds af jyske tandlæger" og overrækkes her af tandlæge O.Krogsgaard og Niels Nue Møller. Talen blev holdt af Otto Hulgaard og til stede var også G. Brøns. I baggrunden fra venstre ses Kirsten Lykke Knudsen, desuden kan anes klinikchef Eigil Warrer og Inspektør Kai Storm. Undervisningen blev påbegyndt i 1958 og Tandlægeskolen blev officielt indviet den 13. maj 1961. Rektor kunne ved denne lejlighed bære den nye rektorkæde.

 

Kosmetisk tandpleje

Kosmetisk tandpleje" med jade og turkis fra omkring det niende århundrede i Mexico.

 

Her er 33 spørgsmål - og du ser svaret med det samme..... 

1. Hvornår startede tandlægeuddannelsen på tandlægeskole i Danmark?

*1888 i København.

2. Måtte kvinder være tandlæger før 1877?
*Nej, kvinder måtte først praktisere som tandlæge fra 1877.
Befalet af kongen 2. maj 1877: "På Ministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har det behaget Hans Majestæt Kongen ved allerhøjeste Resolution af 28.f.M. at bifalde , at det meddeles Kvinder Tilladelse til at indstille sig til den ved allerhøjeste Resolution af 19. Febr. 1873 bekjendgjort under 1. Marts s.A indrettede Tandlægeeksamen under det lægevidenskabelige Fakultet ved Kjøbenhavns Universitet, dog under Forudsætning af, at de i øvrigt have opfyldt de for Adgangen til denne Exsamen fastsatte betingelser".

3. Hvornår kom den første tandlægelov i Danmark.

*Den 25. februar 1916.

4. Hvem var befolkningens "tandlæger" før tandlægeuddannelsen blev etableret?
*Barberen, smeden og omvandrende kvaksalvere samt særligt udnævnte ofte udenlandske læger/tandlæger.

5. Havde danskerne tandstikkere i stenalderen?
*Ja, man kan se kranier med slibespor gingivo-aproksimalt.

6. Hvornår var stenalderen i Danmark?
Fra 2000 til 1500 f. Kr.

7. Hvem er tandlægernes skytshelgen og hvornår fejres hun?
*Sct. Appolonia - Italiensk helgen - omtalt fra 1300 tallet - 9. februar hvert år. Dræbt i Alexandria år 249.

8. Hvad brugte vikingerne som fyldningsmateriale?
*Tygget træ blandet med bivoks.

9. Hvornår brugte man tinamalgam?
*År 650 i Kina. 

10. Nævn nogle historiske amalgamtyper.
*Amalgam med bly, tin eller guld.

11. Hvad er Arcets fyldningsmateriale?
*En blanding af vismut, bly, tin presset med glødende stopper - omkr. År 1800.
Senere blev det muligt at sænke temperaturen til 65 grader.

12. Hvad slås man om i amalgamkrigene?
*Kviksølvforgiftning af organismen: træthed, Alzheimer og alle mulige og umulige symptomer.

13. 1244 døde Henrik Harpestreng. Han var læge i Roskilde og skrev flere bøger om medicinske emner. Hvad anbefalede han mod tandpine?
*Bulmeurts frø lagt ind i den smertende tand.

14. Hvornår begyndte instrumentudviklingen i Europa?
*I 1500 tallet.

15. Hvem betragter vi som den europæiske tandplejes fader?
*Pierre Fauchard 1678 til 1761.

16. Hvilke historiske tandbørstetyper kender du, og hvornår var de fra?
*Omkr. 1600 i Kina beskrives en tandbørste. 1748 laver en engelsk sølvsmed tandbørste i sølv med dyrehår. 1938 blev de første nylontandbørster fremstillet. 
En tygget trærod: chewing stick fandtes mange steder i verden i hele forløbet.

17. Hvornår opdagede man røntgenteknikken?
*I 1895 opdaget af Wilhelm Conrad Røntgen.

18. Har man brugt direkte gennemlysning via røntgenstråler i tandplejen?
*Ja, et tandspejl med fosforiserende belægning sættes ind i munden medens røntgenapparatet kørte.

19. Hvornår begyndte man i tandplejen at bruge bedøvelse og hvilken?
*Horace Wells 1844: Lattergas.
William Morton 1846: Æter.
Kokain i opløsning fra 1884.

20. Hvad er kautsjuk? Hvem opfandt det og hvornår blev det opfundet?
*Gummiprodukt opfundet af Goodyear i 1855.

21. Hvordan fremstiller man kautsjukproteser?
*I kautsjukkoger ved 5 1/4 ats. tryk 155 grader i 1½ til 2 timer.

22. Hvornår begyndte man at lave porcelænstænder?
*S.S.White i 1855.

23. Hvad er stents og Kerr?
*Termoplastisk aftryksmateriale

24. Hvad brugte man hydrocolloid til?
*Aftrykstagning.

25. Hvad er en tandnøgle, og hvordan brugte man den?
*Proptrækkerlignende instrument med en krog til tandudtrækning.

26. Hvordan så en tandklinik ud omkring år 1900?
*Den skulle ikke være hvid og klinisk men ligne en dagligstue med tapet og tæppe på gulvet. Tandlægen stod i dagligt tøj. Kitlen kom først ind omkr. år 1900.

27. Før år 1900 var der mange steder ikke vand indlagt, ikke afløb til kloak, ingen el og derfor ingen el-boremaskine og kompressor og operatørlampe drevet af el - hvad var der så? 
*Man havde trædeboremaskine fra 1874. Luftblæseren var en gummiøresprøjte. Lyset var en petroleumslampe med hulspejl og linse til at koncentrere lyset med. Vandet fra spytfontænen løb ned i en spand og blev smidt ud i rendestenen.

28. Beskriv boremaskinetyper før den elektriske boremaskine.
*Flitsbueboret, drilboret, optrækkeligt bor og trædeboremaskinen.

29. Hvorfor bærer kvinder smykker med tænder indlagt?
*Mod ufrugtbarhed.

30. Hvor og hvornår kender vi først billedfriser af tandlægeudstyr og tandpleje fra? 
*Fra ægyptiske billedfriser fra omkring 3000 år f. Kr. 

31. Hvad kender du til etruskernes tandplejekunnen?
*De kunne omkring 400 f. Kr. lave guldbroer med guldbånd. 

32. Hvem beskrev første gang ørespytkirtlens udførselsgang?
Nicolaus Steno (Niels Steensen). Ductus Stenoni. 

33. Hvor kan man se tandplejens historie udstillet i Danmark?
*På Steno Museet i Århus og på Medicinsk Museion i København.

 
Fl. Moss Hansen 2005

Søge felt

Kommende arrangementer

Ingen begivenheder

Kreds Kalenderen

Oktober 2017
M T O T F L S
25 26 27 28 29 30 1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31 1 2 3 4 5